Øv, jeg er blevet forkølet. Det startede i løbet af weekenden, og blev kun værre. De første par dage havde jeg feber, men det har jeg ikke mene. Til gengæld har jeg fået lidt betændelse i øjnene (sikkert af at gnide mig i dem med mine forkølelsesfingre), så når jeg vågner, kan jeg næsten ikke se ud af dem pga. “søvn i øjenene”.
Når man er syg, må man ikke komme i vuggestue; også selvom man føler sig frisk nok (jeg ser bare ikke sådan ud). Men det er nok også godt det samme, for jeg er vist lidt ekstra pylret, når jeg er syg. Så far har holdt fri fra arbejde og passet mig.

Mor og far har nok fået sin sag for, for jeg har også sovet dårligt et par nætter. I fredags havde de lige sat sig foran tv’et kl. 20. Men så vågnede jeg og var helt ulykkelig. Jeg græd uafbrudt i en halv time (kun afbrudt af en kort time out på et par minutter halvvejs). Ingen af de sædvanlige tricks som fjernbetjening, nøgler, knapperne på ovnen, kigge ud af vinduet osv. virkede. Til sidst faldt jeg dog i søvn på sofaen ved siden af mor.
I mandags var farmor på besøg, hvor hun også spiste med til aften. Jeg prøvede at spille frisk, selvom jeg var godt træt. I det hele taget har jeg sovet en del om dagen – men sådan er det jo nok, når man er syg.
Det med sproget er lidt svært. Jeg pludrer meget, men mor og far er lidt i tvivl om, hvad jeg siger (og det er jeg nok også selv). Her på det sidste er vi dog alle tre ret sikre på, at jeg er begyndt at sige “se”, når jeg peger på noget. Jeg tror også, at jeg siger “hvad er det” (“a det”).
Nå, men nu håber jeg bare, at jeg snart er frisk nok til at komme ned til de andre i vuggestuen igen.

Selvom du er syg så ser du stadig smadderdejlig ud!!! Håber snart du får det bedre. Skal vi egentlig ikke snart lege?
Fra din Johannes