Fødselsdag og mere fødselsdag

Den seneste uges tid har der været rigtig mange fødselsdage. Jeg har haft fødselsdag – og det samme har Olivia og Ellinor (samt Ellinors far og lillebror).

Den første, som havde fødselsdag, var mig. Det var i torsdags, og dagen startede med, at jeg stod op kl. 6, som jeg plejer. I det samme ringede mors og fars vækkeur, og de var hurtige til at sige, at jeg lige skulle gå ind i sengen igen. Inden nåede jeg dog lige at se, at der var pyntet op med flag og guirlander.

Og så kom de ellers ind med flag (mens Vilde sov videre). Imens jeg fik tøj på, vågnede Vilde. Og så var vi alle fire klar til, at jeg skulle pakke gaverne op, der lå i stuen. Jeg startede med Vildes gaver, som hun selv havde valgt til mig. Her fik jeg Lego Friends og sæbebobler.

Så var det tid til gaverne fra alle tre. I dem var der gør-det selv armbånd, et puslespil, Kalaha og Afrika Stjerne spil. Det bedste var dog de Minnie rulleskøjter (samt beskyttelse), som jeg fik. Dem ville jeg gerne prøve med det samme, men det var der ikke tid til, for jeg skulle også nå i skole.

Heldigvis var der dog tid til at drikke varm kakao med flødeskum, inden jeg skulle gøre klar til at tage over i skolen. Her havde jeg kage med, som klassen fik, inden vi skulle i teatret lidt senere.

Da skolen var slut kl. 15, kom far sammen med mormor og morfar for at hente mig. Og så var det ellers tid til at komme hjem til flere gaver (bl.a. et stort verdenskort-puslespil) og pandekager med is.

Bagefter fik jeg lov til at komme ned på gaden for at prøve mine rulleskøjter. Det var rigtig svært, og far måtte være klar til at gribe mig mange gange. En enkelt gang glippede det, og så faldt jeg lige ned på numsen. Det gjorde rigtig ondt, og så gad jeg ikke det mere.

Mormor og morfar blev til hotdogs til aftensmad (som jeg havde valgt). Og så var den fødselsdag ellers slut.

Næste dag havde Ellinor så fødselsdag. Så nu var det hendes tur til at dele ud. Og som om det ikke var nok, så havde Oscar også fødselsdag og delte ud. Desuden havde jeg en pandekage med i madkassen og fik fredagsslik om aftenen. Så det var et par dage med masser af lækkerier.

Far hentede mig i SFO’en, og så kørte vi til svømning (som jeg var startet på ugen før). Bagefter var det hjem til aftensmad, og så skulle mor og far bruge noget tid på at gøre klar til fødselsdagsfest næste dag.

For om lørdagen kom alle mine veninder på besøg: Olivia, Rosa, Ellinor og Silje, som jeg leger meget med i SFO’en. Desuden kom Filippa og Linus også sammen med Henrik og Janne.

Vi startede med at lege ”den som flaskehalsen peger på” for at finde ud af, hvis gaver jeg skulle åbne hvornår. Og bagefter spiste vi frokost med frikadeller og pølsehorn.

Så var der skattejagt, hvor vi både kom ud i gården, ned i kælderen og helt op i tårnet på loftet. Her var der en kasse, hvor der lå fluer og edderkopper på. Heldigvis var de bare af plastic, så det var ikke noget problem at få chokoladeguldmønterne, kæmpeballonerne og de små figurer, der lå i kassen.

Da vi kom ned i lejligheden igen, delte vi skatten imellem os, og så skulle vi have dessert. Her fik vi ”nøddeskåle”, som vi selv kunne fylde med is, flødeskum, skumfiduser og krymmel. Det smagte rigtig godt – specielt fyldet. Så vi fik ikke spist så meget af vores nøddeskåle.

Bagefter var der ”fri leg”, indtil de andres forældre kom for at få en kop kaffe/øl – og for at hente deres børn. Til sidst var jeg meget træt og orkede ikke andet end at slappe af ved tv’et. Til aftensmad spiste vi resten af frokosten, og så var jeg ellers tidligt i seng.

Søndag havde vi en rigtig dejligt slappedag – noget som vi vist alle sammen trængte til efter et par hårde dage. Så her var vi bare hjemme hele dagen og spillede iPad, legede og så tv og film. Far og jeg prøvede også både at spille Kalaha og Afrika Stjerne.

Dagen efter var det så Olivias fødselsdag. Så efter skoletid hentede Zandra os fire piger (Olivia, Rosa, Ellinor og jeg), og så var vi til fødselsdag hos Olivia. Her var vi også på skattejagt og legede stopdans. Og jeg spiste også aftensmad der, inden jeg kom hjem – rigtig træt.

Der har dog også været andet end fødselsdag på programmet. Forrige torsdag havde Vilde besøg af Asta. Og fredag var der ”trivselsdag” på skolen.

Så det meste af dagen var vi på ”Papegøjelegepladsen” med klassen. Og kl. 13 blev de fleste børn hentet (inkl. mig), så lærere og pædagoger kunne snakke trivsel resten af dagen.

Senere hentede vi Vilde, og så skulle jeg til svømning for første gang. Så mens Vilde var hos Jolie (fordi far var til et arbejdsarrangement), kørte mor og jeg til Hillerødgade Hallens svømmehal. Det var rigtig sjovt at svømme der, og jeg smilede vist hele den halve time, som jeg var i vandet. Men nu er jeg jo også rigtig glad for vand – og god til at være i det.

Om lørdagen var Olivia på besøg, og senere kom Rosa også. Vi var med mor i Frederiksberg Centret, og bagefter legede vi i gården og hos de andre. Om aftenen var mor i byen med Zandra og Rie, så her spiste Vilde og jeg pizza med far.

Søndag var vi også bare hjemme. Her tegnede jeg og spillede iPads. Og senere var jeg i gården sammen med Rosa og Olivia.

Og mandag var det så tilbage i skolen – hvor vi igen byttede klasser. Så nu var jeg sammen med Ellinor i stedet for Rosa.

De næste par dage skete der ikke det helt store – før om torsdagen, hvor det store fødselsdagsræs jo startede.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *