Et par mærkelige uger

Det har været et par mærkelige uger, siden vi kom hjem fra vores rejse for tre ugers tid siden. Først var jeg nemlig i skole. Og så skulle alle pludselig blive hjemme.

Fredag for tre uger siden havde jeg min første skoledag efter rejsen. Og bagefter gik jeg direkte hjem – da jeg stadig var ret træt.

Senere var jeg i supermarkedet med Vilde og Jolie for at købe slik og chips – for om aftenen skulle Vilde og jeg være helt alene hjemme, mens mor og far var til fest med forældrene fra min klasse.

Vi startede med at spise pizza og se X-Factor – mens vi hyggede på et par madrasser. Desværre blev Vilde ked af det, da hun skulle sove – så mor måtte lige komme en tur forbi for at putte os.

Næste morgen sov jeg helt til klokken 10 – og resten af dagen stod den så på afslapning. Om aftenen var der MGP, som jeg så nede hos Olivia. Så jeg kom lidt sent i seng – men havde alligevel svært ved at sove.

Søndag sov jeg så til klokken 9 – hvorefter jeg fik spillet en del Sims. Om eftermiddagen var jeg til fodbold med far, hvor vi så Brøndby vinde 1-0 over Lyngby. Så indtil nu har Brøndby altid vundet, når jeg har været med til fodbold.

Da vi kom hjem, spiste vi aftensmad. Og så var jeg ellers i seng kort efter – men havde endnu engang svært ved at falde i søvn.

Så derfor sov jeg for engang skyld også meget tungt, da jeg blev vækket mandag morgen. Efter skole var jeg hjemme hos Filippa sammen med flere af de andre piger fra klassen. Her spiste vi også aftensmad sammen. Og endnu engang havde jeg svært ved at falde i søvn, da jeg skulle sove.

Tirsdag skulle jeg derfor også vækkes. Og i skolen havde jeg linjefag, hvor jeg var kommet på teaterlinjen – hvilket var ret sjovt. Da jeg kom hjem, købte jeg en ny Sims-pakke, som jeg spillede resten af eftermiddagen.

Næste morgen vågnede jeg så for første gang af mig selv. Her var far allerede oppe for at gøre klar til at tilmelde mig til Vilde Vulkaner – hvilket skulle foregå præcis klokken 7 for at kunne få plads.

Og heldigvis kunne far sende mig en sms senere på dagen med besked om, at jeg var kommet med.

Om aftenen var jeg så til spejder igen for første gang, siden vi var kommet hjem. Og det var ret sjovt at være tilbage.

Torsdag efter skole var der så vinterbadning, hvor vandet var omkring 5 grader (hvilket jeg gættede ret præcist). Men selvom det var noget koldere end på Jamaica, var jeg alligevel den første i vandet.

Efter skole om fredagen tog Marie-Louise og jeg direkte hjem til mig, hvor vi var sammen indtil aftensmad – der stod på lækker bøf. Og bagefter så vi X-Factor.

Næste dag besøgte vi mormor og morfar. Her startede vi med at spise frokost, og senere var vi på stranden, inden vi kørte hjem igen.

Søndag hyggede jeg med Sims – og fik også ryddet op på mit værelse. Og så tjente jeg også lidt lommepenge ved at gøre badeværelset rent.

Da jeg skulle i skole næste morgen, var jeg ret forkølet – hvilket jeg havde været i nogle dage. Men jeg ville alligevel godt af sted, for vi havde innovationsuge. Her var jeg i gruppe med Marie-Louise og Mathias. Og vi ”opfandt” en automatisk skraldesorteringscontainer med tilhørende app.

Onsdag var Marie-Louise med mig hjemme efter skole – og det samme var Augusta med Vilde. Så her fulgtes vi alle fire til spejder.

Da vi kom hjem, holdt statsminister Mette Frederiksen pressemøde i tv’et. Og herfra ændrede vores hverdag sig ret meget.

For i Kina var der startet en sygdom kaldet corona – noget som vi godt havde læst lidt om, mens vi var ude at rejse. Og samme dag, som vi kom hjem, var den første dansker blevet smittet.

Nu var det så blevet så slemt, at alle skoler (samt en masse andre ting) skulle lukke ned – og børnene blive hjemme, hvis det overhoved var muligt. Desværre betød det så også, at den spejderlejr, som vi skulle have været på i weekenden, var blevet aflyst.

Så allerede næste dag havde Vilde og jeg skolefri. I stedet mødtes jeg med Sofia og Rosa for at gå på biblioteket for at låne nogle læsebøger. Men det var også lukket. I stedet tog jeg hjem til Sofia, hvor jeg var resten af dagen indtil aften.

Fredag startede vi med lidt skolearbejde. Bagefter gik jeg en tur med Vilde og mor. Og om aftenen stod den på fredagshygge med bl.a. X-Factor – dog uden tilskuere (hvilket var ret mærkeligt).

Næste formiddag cyklede vi alle fire til Amager Strand, hvor Vilde og jeg stod på rulleskøjter. Og bagefter var jeg i vandet med mor – hvilket var meget koldt.

Søndag stod den så på mere skolearbejde. Og om eftermiddagen bagte jeg en kage sammen med mor.

Denne uge har vi så været hjemme. Og tingene har kørt efter nogenlunde den samme skabelon alle dagene.

Først har vi haft hjemmeskole, hvor mor og far på skift har hjulpet os med skolearbejdet. Og om eftermiddagen har Vilde og jeg så været ude en tur med mor – og forbi en legeplads.

I forgårs fik jeg så også en ny iPhone. Egentlig havde jeg troet, at jeg skulle have mors gamle, fordi hun havde købt en ny. Men i stedet fik jeg en brugt iPhone 7, så Vilde kunne få mors gamle telefon (når hun bliver lidt ældre).

Så far og jeg brugte en del af eftermiddagen på at få sat den nye telefon op. Men nu har jeg så også et godt kamera – der ikke virkede i min gamle telefon.

Og i går var også en smule anderledes. For først bagte Vilde og jeg pølsehorn med mor, inden vi kastede os over skolearbejdet. Og om eftermiddagen var jeg på legeplads med Olivia – i stedet for med mor og Vilde.

I dag har jeg så igen lavet skolearbejde med far. Og om et par timer starter der så en forholdsvis almindelig weekend.

Bortset fra, at der er en masse ting der er lukket. Og en masse ting, som man ikke må – som f.eks. at være sammen med alle sine veninder på én gang.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *