Så er julemåneden i gang

Efter længere tids tilløb er julemåneden gået i gang – med alt hvad der hører sig af julehygge, juledekorationer, julekalender osv.

Torsdag for tre uger siden var dog en almindelig novemberdag. Her havde vi matematikdag i skolen, hvor vi lavede en masse matematikting – som f.eks. at bygge drager og beregne vinkler. Senere var jeg i klubben, hvor vi var til vinterbadning. Og her var vandet kun 7 grader.

Om fredagen var mor i byen med Zandra, Mette og Rie. Så her hyggede Vilde og jeg med far – med pizza, slik og film.

Næste dag var vi i centret, hvor vi tog hul på julen – ved at købe julekalendre. Vi fik en pakkekalender fra Glitter og to tv-julekalendere. Vi var også i Tiger-butikken for at købe en pakkekalender til skolen. Og så skulle der også handles lidt.

Hjemme igen byggede vi det bordfodboldspil, som jeg havde fået i fødselsdagsgave – som vi efterfølgende spillede på. Senere spillede vi også alle fire Afrika Stjerne.

Om søndagen var jeg i svømmehallen med mor, Vilde, Olivia og Jolie. Og bagefter legede vi hos os. Olivia og Jolie blev også til aftensmad, hvor vi fik risengrød.

Mandag morgen var jeg vist meget træt. I hvert fald måtte far vække mig lidt over syv. Det kunne han ikke umiddelbart huske, at han havde gjort før – bortset fra de gange, hvor vi skulle meget tidlig op og nå et fly.

Tirsdag var min maddag. Her lavede jeg boller i karry. Ved et uheld fik jeg valgt de forkerte havregryn til farsen. Men det blev kødbollerne faktisk bare bedre af.

Dagen efter havde jeg en musiktid i klubben – og var til fodbold bagefter. Og torsdag var jeg igen i klub. Men denne gang for at tage til vinterbadning. Og nu var temperaturen faldet til 5,5 grader.

Fredag hentede jeg Vilde lige efter skole. Og kort tid efter, at vi var kommet hjem, tog vi op til mormor og morfar, som skulle passe os i weekenden, fordi mor og far skulle til Anjas fødselsdag lørdag.

Mor og far blev til aftensmad. Og da det så var ved at være sovetid for os, tog de tilbage til Frederiksberg.

Næste dag kom Filippa og Linus også. Og så lavede vi en masse kreative ting og bagte pebernødder. Om aftenen så vi også finalen i Den Store Bagedyst, inden vi alle fire skulle sove. Søndag blev jeg så hentet af mor igen.

Efter skole om mandagen var jeg i klub, hvor vi var nogle stykker, som gik rundt for at spørge efter gevinster til klubbens julebanko i en række forskellige butikker. Vi fik rigtig mange forskellige ting. Måske også hjulpet på vej af, at vi havde nissetøj på.

Bagefter nåede jeg lige hjem, inden jeg egentlig skulle videre til fodbold. Men Rosa meldte afbud. Og da jeg samtidig også var meget træt, fik jeg også lov til for en gang skyld at blive hjemme.

Til min maddag om tirsdagen lavede jeg burgere. Og onsdag havde jeg sløjd for første gang i skolen. Her lavede jeg nogle træ-nisser.

Efter skole var vi igen rundt i forskellige butikker for at få gevinster. Og da jeg kom hjem, var der ti minutter, til jeg skulle videre til fodbold. Så jeg nåede kun lige at klæde om og få en mad i hånden, inden det var ud af døren igen.

For nogle måneder siden blev vores skolebygning renoveret med blandet andet ny udluftning. Men det var åbenbart ikke gjort nok – og skulle derfor gøres om. Så indtil juleferien skal vi være i vores gamle A-bygning (hvor Vilde også er).

Derfor flyttede vi alle vores ting over i et lokale der torsdag i sidste uge. Og bagefter var jeg til vinterbadning med klubben. Her var temperaturen faldet helt ned til 2,1 grader. Og det var samtidig regnvejr, så vores ting blev godt våde.

I fredags i klubben aftalte jeg en soveaftale med Sofia hos mig – hvilket var ok med far og mor. Så Sofia spiste aftensmad hos os. Og bagefter var der fredagshygge – inden vi skulle sove. Klokken var blevet mange, og jeg faldt i søvn med det samme.

Næste morgen, da jeg stod op, var Sofia der ikke. I stedet var der en seddel fra far, hvor der stod, at Sofia havde fået ondt i maven og derfor var blevet hentet, efter jeg var faldet i søvn.

Det var ret ærgerligt. Men heldigvis var det 1. december – og der var derfor masser af andre ting at glæde sig over.

For det første var Nisse Fie flyttet ind – og havde sat en dør i væggen og sine ting i gangen. Godt nok tror jeg ikke rigtig på, at hun findes. Men det er nu hyggeligt nok alligevel.

Og så var det jo også blevet tid til at åbne første låge i vores kalendere. Vi havde været med til selv at køre den hos Glitter. Men samtidig ville vi også gerne have en chokoladekalender – hvilket mor og far havde sagt nej til.

Men vi havde åbenbart argumenteret godt for det. For da vi stod op, lå der en chokoladekalender til hver på stuebordet. Aftalen blev så, at i weekenden måtte vi godt åbne den om morgenen. Men i hverdagene skulle vi vente, til vi var hjemme fra skole.

Efter vi havde åbnet kalendere og senere spist morgenmad, tog vi en tur i skoven for at finde ting til juledekorationer. Vi købte også noget gran i nærheden, som vi kunne pynte med. Og resten af dagen brugte vi så på at lave juledekorationer og pynte op – og spise æbleskiver og drikke gløgg.

Næste dag lå der to pakker, der skulle forestille at være fra nissen. Og selvom jeg heller ikke tror på det, så blev jeg nu alligevel glad nok for det nye iPhone-cover og brodertingene, som jeg fik.

Om formiddagen skulle jeg spille fodbold, hvor far tog med. Det var koldt og vådt. Men vores hold vandt 3-2, og jeg lagde op til at af målene. Så det var nu fint nok alligevel.

Eftermiddagen blev brugt på at lave julepynt og selv bage en kage, som jeg skulle have med til julehygge i skolen næste dag. Og så fik vi også spist nogle flere æbleskiver.

Mandag var så klippe-klister-dag, hvor vi lavede en masse juleting – og spiste kage. Og om eftermiddagen var jeg ude for sidste gang for at samle gevinster ind til julebanko. Jeg var hjemme 17.15 – og ti minutter senere var jeg på vej til fodbold med en rugbrødsmad i hånden.

I går var der så julebanko i multisalen – med alle de gevinster, som jeg havde været med til at samle ind. Både mor, far og Vilde var med. Men alligevel vandt vi ikke noget i banko. Til gengæld vandt Vilde på begge de lodder, som hun havde fået – mens jeg ikke vandt noget overhoved.

Men det var nu sjovt nok alligevel. Og jeg kom ret sent i seng. Så det er godt, at det er ved at være weekend.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *