Så er sommerferien for alvor ved at være slut. Godt nok har jeg allerede været i klub to dage i denne uge. Men i morgen går det for alvor i gang med skolen, hvor jeg starter i 4. klasse.
Onsdag i forrige uge var sommerferien dog stadig i fuld gang – hvor vi stadig var ude at sejle med vores flodbåd.
Om morgenen tog mor og far ud for at handle bøffer hos slagteren, brød hos bageren og nogle andre ting i et supermarked. Og efter at vi havde spist morgenmad, sejlede vi igen sydpå ad den samme flod, som vi var kommet op ad.
Det betød også, at vi skulle igennem de samme sluser, inden vi om eftermiddagen lagde til ved flodbredden midt i naturen – faktisk lige over for det sted, hvor vi havde ligget nogle dage tidligere.
Her badede vi endnu engang med redningsveste på. Senere spillede vi også alle fire Solo, inden det var tid til at spise bøffer og pølser til aftensmad. Og så blev det endnu engang lidt sent, inden vi var i seng.
Næste dag var så den sidste dag, hvor vi skulle sejle. Så her sejlede vi det sidste stykke ned ad floden og ind i kanalen med de ni sluser – som vi også havde passeret den første dag. Vilde og jeg hjalp til med at holde reb igennem sluserne.
På vejen lagde vi til kaj, hvor vi spiste frokost, inden vi sejlede det sidste stykke tilbage til Dole. Her lagde vi til, fik pakket lidt og gjort noget af båden ren, inden vi spiste aftensmad på den samme restaurant som den første dag. Og endnu engang var vi sent i seng.
Fredag morgen var det så tidligt op for at gøre båden helt ren og pakke bil. Og efter at båden var afleveret, gik vi lidt rundt i byen – hvor vi også spiste morgenmad. Derefter kørte vi videre mod det næste sted.
Efter tre timers kørsel kom vi til det sted, hvor vi skulle overnatte de næste dage. Det var et stort område med en masse hytter – hvor vi skulle bo i en stor en med tre soveværelser. Ud over hytter var der også både pool, hoppeborg, legeplads, heste, æsler og en masse andre dyr.
Da vi havde fået pakket bilen ud, gik vi til poolen, hvor vi var resten af eftermiddagen. Og aftensmaden købte vi på restauranten og tog med tilbage til vores hytte. Den kunne vi så spise, mens vi så masser af lyn i det fjerne. Og så var det ellers i seng – endnu engang lidt sent.
Næste morgen spiste vi morgenmad. Og bagefter kørte vi til en lille by, som vi kiggede lidt i – hvilket ikke var så spændende. For den var lige så død som alle de andre, franske byer. Bagefter fik vi også handlet, inden vi kørte tilbage igen.
Resten af dagen brugte vi på afslapning. Vilde og jeg prøvede stedets hoppeborg. Og vi var også ved poolen, inden vi købte aftensmad med tilbage til vores hytte.
Søndag morgen startede med, at Vilde og jeg lavede morgenmad til mor og far. Og bagefter gik vi over til en klatreskov, der lå lige ved siden af vores område. Heldigvis var jeg høj nok til at prøve de fleste af banerne.
Vilde måtte dog ikke prøve så meget. Så først tog vi alle fire den sværeste af de baner, som hun måtte prøve. Og bagefter tog jeg en lidt sværere bane med far.
Efter frokost på stedet tog jeg så den samme bane med mor. Og så sluttede far og jeg af med at klatre to gange på den sværeste bane, som jeg måtte prøve. Men der var også 22 meter ned på det højeste punkt. Så det var ok.
Senere på dagen gik vi til poolen. Og om aftenen spiste vi aftensmad på stedet restaurant. På vejen tilbage til hytten fik vi også lige fodret hestene.
Næste morgen lavede Vilde og jeg igen morgenmad til os alle fire – denne gang dog i buffet-stil. Bagefter spillede vi alle fire minigolf. Og om eftermiddagen var vi igen ved poolen.
Dagen sluttede med aftensmad på restauranten. Og bagefter prøvede vi stedets gokarts med pedaler. Først prøvede Vilde, far og jeg hver vores. Og senere kom mor og far kørende i en stor cykelvogn.
Tirsdag i sidste uge var det så blevet tid til at tage videre endnu engang. Så vi fik spist morgenmad og pakket bilen. Og vi nåede også at sige farvel til hestene og æslerne, inden vi kørte den lange tur mod Luxembourg.
Først kørte vi tre timer, der blev brugt med ”Vildheks”-lydbog. Og efter et stop på en rasteplads, kørte vi så yderligere godt to timer, inden vi nåede vores hotel i Luxembourg. Her pakkede vi lidt ud og spiste aftensmad – og så var det sovetid.
Næste morgen spiste vi morgenmad på hotellet. Desværre regnede det en del, så vi måtte vente lidt, inden vi tog sporvognen mod centrum – hvor vejret i mellemtiden heldigvis var blevet bedre.
Her gik vi rundt i den gamle bydel og tur langs kanten til en dyb kløft – med flot udsigt. Vi var også nede i nogle gange under et gammelt fort, inden vores egen byrundtur var slut.
Herefter spiste vi frokost på en restaurant, inden vi tog sporvognen til en shoppingcenter. Her var ret kedeligt. Men i det mindste havde de gode is.
Tilbage på hotellet spillede vi bordfodbold mod hinanden. Blandt andet lykkedes det Vilde og jeg at vinde over mor og far. Det var vi ret stolte af.
Dagen sluttede med aftensmad i nærheden af hotellet. Vilde og jeg var dog ikke så sultne, så vi fik bare lidt af mors og fars mad. Og så fik vi også en gratis is af hotellet. For en gang skyld kom vi endda også nogenlunde ordentlig tid i seng.
Efter morgenmaden næste dag kørte vi i bil i en times tid til en anden by i Luxembourg – hvor der lå et slot, som vi skulle se. Vi parkede bilen nede i byen og gik en længere tur op ad bakke for at komme til slottet.
På slottet var der en del boder. Og der var også nogen, som spillede musik på gammeldags instrumenter. Men ellers var det ikke specielt spændende. Inden vi kørte tilbage, spiste vi også frokost på en restaurant i byen.
Tilbage på hotellet spillede vi igen bordfodbold. Og aftensmaden blev igen spist på hotellets restaurant, inden det var sovetid.
Fredag var det så tid til køre hjemad – dog med en overnatning i Tyskland. Så vi spiste morgenmad, pakkede, checkede ud og nåede også et enkelt spil bordfodbold, inden vi kørte nordpå mod Tyskland.
På vejen havde vi både et benzinstop og frokost på en rasteplads, inden vi sidst på eftermiddagen nåede den by, hvor vi skulle overnatte. Her fandt vi et pizzeria. Og efter pizzaerne var spist, var det sovetid.
Næste morgen spiste vi morgenmad, pakkede bil og handlede i det lokale supermarked til turen, inden vi kørte videre. Turen til færgen tog tre timer. Og vi blev lidt forsinkede af, at vi skulle holde i kø og også tage en omvej, for at undgå endnu en lang kø.
I nærheden af færgen fik vi handlet slik og drikkevarer, inden vi kørte om bord. Herefter sejlede vi i 45 minutter og kørte i knap to timer, før vi nåede Frederiksberg.
Efter vi havde hjulpet med at pakke ud, gik jeg ned til Olivia for at lege med hende. Og aftensmaden blev spist i gården.
Det var meget varmt hjemme i Danmark. Så jeg havde svært ved at sove om aftenen. Og jeg vågnede også om natten og havde svært ved at sove igen. Så jeg fik lov til at lægge mig på en madras i stuen, hvor der var en smule køligere.
Søndag morgen startede med at Adam kom på besøg. Så ham legede jeg med lidt, inden han kom ned igen. Senere tog jeg med Olivia og Zandra ud for at handle til den kage, som vi skulle bage til senere – hvor der var cykelløb.
Derefter gik vi i gang med at bage, pakke popcorn og skrive skilte hos os. Senere kom Rosa også forbi.
Om eftermiddagen stillede vi os så op med en bod foran vores ejendom, hvor Post Nord Danmark Rundt kørte forbi – endda 10 gange. Det lykkedes os at få solgt en del. Så Olivia og jeg tjente 102,50 kroner hver.
Bagefter legede jeg med Olivia, inden vi skulle spise aftensmad. Og heldigvis var det blevet lidt køligere, så jeg havde nemmere ved at falde i søvn om aftenen.
Mandag morgen var det så tilbage i klubben. Da der ikke var så mange, fik jeg og nogle af de andre piger lov til at bruge musiklokalet – hvor jeg sang, mens nogle af de andre spillede.
Da vi kom hjem, gik Olivia og jeg i centret for at bruge nogle af de penge, som vi havde tjent dagen før. Vi nåede dog ikke så meget, for jeg skulle videre til fodboldtræning – der på grund af sommerferien allerede var klokken 16.30.
Men det var dejligt at spille fodbold igen. Og det blev endnu bedre, da jeg kom hjem. For her havde mor laver risengrød.
I tirsdags var det så fars fødselsdag. Så vi vækkede ham med flag og fødselsdagssang – selvom han vist allerede var vågen. Bagefter spiste vi morgenmad – som jeg havde pyntet op til om morgenen.
Mens vi spiste morgenmad, fik far også sine gaver. Jeg gav ham et hjerte samt et gavekort, hvor jeg ville bage en kage, lave aftensmad og spille et spil med far – som han kunne få lov til at vælge. Mest glad blev far dog vist for de to kort, som jeg havde skrevet. For det var nogle rigtig søde ting, der stod.
Efter morgenmaden tog vi på tur. Først gik vi i centret, hvor vi fandt en ny skoletaske til mig – samt nogle andre skoleting, som Vilde og jeg manglede.
Bagefter tog vi metroen til Nyhavn, hvorfra vi tog en busfærge til Refshaleøen. Her spiste vi frokost. Og bagefter fandt vi et sted, hvor Vilde og jeg kunne bade – inklusiv en vandrutsjebane. Inden vi tog færgen tilbage til Nyhavn, så vi også den båd, som far har med Shyam, Peter og Casper.
I Nyhavn spiste vi aftensmad på en restaurant. Og bagefter fik vi en is, som vi spiste på havnekanten. Derefter var det hjem og i seng – hvor klokken var blevet 21.30.
Næste dag var jeg hjemme hos Sofia i stedet for i klub. Her tog vi til Amager Strand med hendes mor. Og bagefter legede vi hjemme hos Sofia, hvor jeg også spiste aftensmad, inden jeg skulle hjem.
Torsdag var jeg så i klub. Og da jeg kom hjem, legede jeg lidt med Olivia, inden hun skulle af sted med Zandra for at hygge. Mens de var det, var Jolie og Adam hos os – hvor de også spiste aftensmad.
I forgårs var jeg så heller ikke i klub. For her skulle jeg af sted på fodboldlejr senere på dagen. Rosa kom om morgenen. Og klokken 11 kørte mor, far, Vilde, Rosa og jeg så af sted til Espergærde.
Her fik vi et klasselokale at sove i sammen med alle de andre piger for holdet. Og da vi havde fået pakket lidt ud, sagde jeg farvel til mor, far og Vilde.
Senere tog vi ind til Helsingør, hvor der var et åbningsarrangement – med et optog med alle holdene. Der var også en masse sjove aktiviteter.
Jeg prøvede både at køre på segway, spille bordfodbold på tre borde sat sammen og ikke mindst menneskefodbold, hvor vi selv var spillerne. Vi spiste også aftensmad på stedet, inden vi kørte tilbage til skolen. Og naturligvis blev det lidt sent, inden vi sov.
I går var det så tidligt op, for vi skulle spille den første kamp allerede klokken 9 i Hornbæk. I alt spillede vi tre kampe – som mormor og morfar kom og så. Bagefter var det tilbage på skolen, hvor vi legede resten af dagen.
Desværre fik vi på et tidspunkt sparket til et hvepse/bi-bo ved et uheld. Det betød, at jeg fik to bier eller hvepse i håret, der stak mig. Og ikke nok med det, så var der også en bi/hveps, som stak mig på skulderen.
Heldigvis havde en af de andre piger et plaster, der tog hævelsen. Og jeg fik også en pille for en sikkerheds skyld. Men det var nu alligevel ikke så sjovt.
Endnu engang kom vi sent i seng. Og endnu engang stod vi tidligt op i morges for at spille to kampe – som mormor og morfar også kom forbi for at se.
Da kampene var forbi, kom Peter for at hente Rosa, Liv og jeg. Og så kørte vi hjem til Frederiksberg igen.
Resten af dagen har jeg bare slappet af med iPad og tv. For jeg har godt nok være træt.
Og i morgen er sommerferien så for alvor slut – og jeg starter i 4. klasse.
