Så er vi på bilferie igen – lige som sidste år. Og denne gang går turen rundt om Østersøen.
Inden vi tog af sted, skulle vi dog lige fejre morfars 70 års fødselsdag – henover to dage.
Første fødselsdag var tirsdag for to uger siden. Her var det hjemme hos ham selv, hvor familien fra Jylland var på besøg sammen med nogle gamle kollegaer. Og så var Filippa, Linus, Henrik og Janne der også.
Vi startede med at spise frokost, og bagefter var der tid til at lege og gå en tur på stranden. Om aftenen grillede vi. Og bagefter gik turen hjemad mod Frederiksberg – hvor vi kom lidt sent i seng. Jeg var dog allerede faldet i søvn, da vi nåede motorvejen.
Næste dag slappede vi så af derhjemme, inden vi klokken 14 kørte mod Hornbæk, hvor vi skulle fejre fødselsdag på et slot – denne gang sammen med familien (igen) samt naboerne.
På slottet fik vi anvist et fint værelse, hvor vi skulle overnatte. Og bagefter var der kage – og tid til at lege lidt, inden vi skulle klæde om. Jeg havde en flot guldnederdel på og en sort bluse – som vi havde købt et par dage inden.
Til middagen sad jeg sammen med Filippa, Linus og Vilde ved et børnebord. Der var også et femte barn – Nella. Hun var desværre kun knap tre år – og derfor lidt for lille til at sidde med os. Men vi hyggede os godt med hende alligevel.
Der var også en sød tjener på slottet, som vist os rundt – bl.a. i vinkælderen. Og da de voksne senere skulle have drinks, fik vi lov til at være med til at lave og servere dem. Så vi var rigtig længe oppe – og kom først i seng omkring midnat.
Næste morgen var jeg dog alligevel tidligt oppe. Og efter morgenmaden kørte vi så hjem igen, hvor Vilde og jeg kunne slappe af – mens mor og far pakkede.
Fredag i forrige uge kørte vi så af sted. Formiddagen gik med at gøre det sidste klar og pakke. Og klokken 12.30 kørte vi så mod færgen i Gedser. Herfra sejlede vi til Rostock, hvorefter turen gik gennem Tyskland ind i Polen.
Efter et par timers kørsel nåede vi Swinoujscie – hvor vi skulle overnatte i en hotellejlighed. Der var dog tid til at gå en tur i området – bl.a. ned til stranden. Og bagefter spiste vi aftensmad. Så det blev lidt sent, inden vi kom i seng.
Næste morgen sov jeg helt til lidt over 8 – hvilket er sent for mig. Og efter morgenmaden på en restaurant, kørte vi videre.
Turen igennem Polen til det næste sted var ret lang – og foregik det meste af tiden ad små landeveje. Men vi brugte tiden på at høre musik og lege ”gæt et dyr” – så det gik alligevel. Og på vejen havde vi også et stop i en by, hvor vi spiste en sen frokost.
Først på aftenen var vi så endelig fremme ved vores hotel i Gdansk. Og efter vi havde checket ind, gik der da heller ikke lang tid, før vi sov.
Efter morgenmaden næste dag, gik vi en tur rundt i den gamle del af Gdansk. Inden da var vi dog først lige oppe i et pariserhjul – hvorfra der var en flot udsigt. Og så fik vi også flettet noget farvestrålende garn ind i vores hår.
I det hele taget var der mange boder og optrædende. Bl.a. så vi en mand, som kunne jonglere med fodbolde og en anden mand, som malede planeter med spray-maling.
Vi spiste også frokost i den gamle bydel. Og inden vi gik hjem til hotellet igen, nåede vi også at få en is. Resten af dagen slappede vi af, inden det var sovetid.
Da vi allerede havde set nok af Gdansk dagen før, valgte i stedet at tage til en zoologisk have lidt uden for byen.
Her var en del dyr – og den var rimelig ok (men dog ikke så god som den i København). Til gengæld var der en klatrebane, som jeg fik lov til at prøve.
Efter lidt instruktioner om, hvordan jeg skulle hægte mig fast med reb på nogle kabler, begav jeg mig af sted – tre meter over jorden. Det var lidt skræmmende – men også rigtig sjovt. Og så var der to svævebaner på turen.
Jeg var ret god til det – og ville gerne have prøvet igen. Men det gav far og mor mig desværre ikke lov til.
Sidst på eftermiddagen kørte vi tilbage til hotellet. Her spiste vi også aftensmad på hotellets restaurant – inden det var sovetid.
Tirsdag i sidste uge var det så blevet tid til at forlade Gdansk og køre videre igennem Polen. På vejen til næste overnatning var vi på en kæmpestor borg, hvor vi gik rundt og så en masse flotte sale – og nogle af de våben, der var blevet brugt. Og så fik vi også set deres gamle toiletter – med hul direkte ned i voldgraven.
Til frokost fik vi en kæmpe pølse – der ikke smagte specielt godt. Og så kørte vi videre af de polske landeveje i lidt over to timer.
På vejen så vi en masse storke. Og vi stoppede da også flere gange. Efterhånden fandt vi dog ud af, at storke ikke er et særsyn i Polen – og på vores næste hotel midt på landet havde de da også fire storke i en rede på taget.
Mens mor kørte i et nærliggende supermarked, slappede vi lidt af på værelse. Og da hun kom tilbage, spiste vi aftensmad udenfor – hvor der var en kæmpe legeplads med en klatrebane som den i zoologiske have (bare ikke oppe i tre meters højde).
Næste morgen var vi igen på legepladsen, mens mor og far pakkede. Og efter morgenmaden nåede vi endnu en tur, inden vi skulle køre videre.
Vi skulle kun køre en times tid, inden vi kom til et sted, hvor end ond mand, som hed Hitler, havde boet i over 800 dage. Det var en gammel bunker med tykke mure – midt i en skov. Vi spiste også frokost her – og brugte de sidste polske penge, inden vi skulle videre ind i Litauen.
Fra Hitlers sovested gik det ad små landeveje igennem Polen og ind i Litauen til vores næste sovested – en lejlighed med to soveværelser og en stue. Da vi var fremme, købte mor og far brød og pålæg i et nærliggende supermarked. Og det spiste vi på et tæppe på stedets græsplæne – inden vi skulle sove.
Næste dag havde mor og far en overraskelse – nemlig at vi skulle i et vandland. Og det var rigtig sjovt. Ud over det var en flod, hvor man kunne flyde i baderinge, var der også flere forskellige vandrutsjebaner. Nogle af dem var dog så vilde, at jeg ikke måtte prøve. Men dem, som jeg prøvede, var nu også sjove nok.
Vi var der i tre timer, og på vejen tilbage til vores lejlighed, spiste vi frokost på en restaurant. Resten af dagen hyggede vi på værelset og i stedets have.
I fredags kørte vi så endnu engang videre. Første stop var dog lige uden for byen, hvor der lå en park med statuer af en masse gamle mænd fra Rusland – bl.a. to som hed Lenin og Stalin. Og så var der også nogle dyr og en legeplads. Så det var et lidt mærkeligt sted.
Bagefter kørte vi videre i lang tid – hvor vi fik tiden til at gå med bl.a. at høre lydbøger. Lidt inden vi var fremme, skulle vi sejle med en færge i 10 minutter til en halvø. Og derfra var der så 50 kilometer til vores hotel.
Hotellet lå ved en strand – og kun en kort køretur til nærmeste by. Så efter at have pakket bilen ud, kørte vi ind til byen, hvor vi gik lidt rundt, inden vi spiste aftensmad på en restaurant. Bagefter handlede vi, inden vi kørte tilbage til hotellet for at sove.
Efter en rolig start næste dag, kørte vi til stedets største attraktion – nogle 50 meter høje sandklitter lige uden for byen. Det mest spændende var dog nogle boder med ravting – hvor jeg købte nogle ugle-øreringe med små ravstykker i.
Bagefter tog vi tilbage til stranden ved vores hotel, hvor vi var resten af dagen. Mor og jeg var ude at bade – selvom det var meget koldt. Vi spiste også frokost på stranden, inden vi gik tilbage. Og mens mor og far tog til byen for at handle, hyggede Vilde og jeg på værelset.
Senere nød vi alle fire solen på et tæppe i skoven, inden vi spiste aftensmad på hotellet – inklusiv dessert. Så klokken blev 22, inden vi endelig var i seng.
Næste morgen startede med en badetur sammen med mor. Bagefter kørte vi til byen, hvor vi gik lidt rundt. Vi spiste også frokost på en restaurant og fik en is, inden vi kørte tilbage til hotellet – og efterfølgende gik på stranden – hvor vi var resten af dagen.
I forgårs skulle vi så igen køre videre. Men dagen startede dog igen med en badetur sammen med mor – hvor det var tidligt om morgenen og regnede en smule. Så det var endnu mere koldt end de andre dage.
Efter vi havde pakket bilen, kørte vi igen de 50 kilometer til færgen, hvor vi sejlede den korte tur over til fastlandet. Herfra kørte vi videre til et gammelt missilanlæg, hvor man kunne se en udstilling om Den Kolde Krig – samt ikke mindst den skakt, hvor der havde stået misiler, der pegende mod Vesteuropa.
Herfra kørte vi videre til det næste hotel, hvor vi skulle overnatte en enkelt nat. På hotellet var der en indendørs pool, som Vilde og jeg var i. Og bagefter spiste vi aftensmad i hotellets restaurant, inden vi skulle sove.
I går kørte vi så imod Riga i Letland – hvor vi er nu. Heldigvis var turen denne gang ikke så lang – bl.a. fordi vi havde to stop på vejen.
Første stop var Korshøjen – en stor bakke med en masse store og små kors. Ifølge guidebogen skulle der være over 100.000.
Derfra gik turen videre til et stort slot, hvor vi gik rundt og så de flotte sale med en masse gamle møbler. Vi var også ude i slotshaven – og spiste frokost på stedets restaurant, inden vi kørte videre.
En god times tid senere nåede vi Riga, hvor vi checkede ind på vores hotel. Her slappede vi lidt af, inden vi spiste aftensmad i hotellets restaurant.
I dag har vi så været på sightseeing i den gamle bydel. Her spiste vi frokost, og senere fik vi også en is.
Tilbage på hotellet var vi i hotellets pool. Og aftensmaden bestod af pizza, som vi bestilte via roomservice.
I morgen har vi så endnu en dag i Riga. Og i overmorgen går turen så igen videre til et nyt sted.
