Jeg går helt selv

For knap tre uger siden begyndte jeg selv at gå i skole om morgenen. Og efter det gik fint, begyndte vi også at øve i, at jeg selv skulle gå hjem fra skole.

Tirsdag for lidt over to uger siden gik jeg da også i skole selv for anden gang. Og endnu en gang gik det fint. Da jeg kom hjem igen, havde Vilde Alma på besøg. Så dem legede jeg lidt med.

Om onsdagen var jeg så til fodbold, og torsdag havde jeg rigtig mange på besøg. Det hele startede med, at vi kunne prøve at gå til skak på skolen. Det havde Asta C og Silje også været til. Så da mor så kom for at hente mig, spurgte jeg, om de måtte komme med hjem.

Det måtte de godt. Og mens vi så var ved at gøre os klar, mødte vi Marie-Louise – og hende ville vi også gerne have med. Så det endte med, at både Asta C, Silje og Marie-Louise kom med mig hjem – og spiste aftensmad hos mig.

Fredag var der trivselsdag i skolen, så her havde jeg tidligt fri. Men det passede vist også mor og far meget godt, for så kunne vi komme tidligt op hos mormor og morfar – hvor vil skulle passes, mens mor og far var til fest med de andre forældre fra klassen.

Hos mormor og morfar var vi på stranden og samlede kastanjer, som vi lavede kastanjedyr af. Og søndag kørte de os så hjem til mor og far igen.

Mandag var en rigtig spændende dag, som jeg havde glædet mig til længe. For her skulle vi spille SFO-fodbold semifinale. Kampen foregik på en anden skole et stykke væk, så vi skulle med bus dertil.

Far kom for at kigge på, og han kunne se mig spille angriber og score vores holds eneste mål. Desværre tabte vi 4-1, og jeg var derfor ret ked af det bagefter – for jeg ville rigtig gerne have været i finalen (og fået medaljer).

Men både mor og far syntes, at det var rigtig flot, at vi var kommet så langt. Og jeg var da også topscorer for vores hold med samlet syv mål i tre kampe. Men jeg var nu alligevel ærgerlig over, at vi ikke var kommet i finalen.

Tirsdag var Vilde hjemme fra børnehave, fordi hun havde fået børneorm – og derfor sovet dårligt om natten. Det syntes jeg var snyd – for jeg ville også gerne være hjemme. Men det kan man åbenbart ikke, når man går i skole. Faktisk var det nu også ok at være af sted, for vi skulle øve cirkus en stor del af tirsdagen.

Om onsdagen havde vi så generalprøve på cirkusforestillingen – og det gik rigtig fint. Her havde jeg for første gang mit sorte tøj på, som jeg skulle bruge som springakrobat.

Efter SFO kom far for at hente mig – og bagefter skulle vi hente Vilde. Jeg fik dog mulighed for at gå selv hjem – og det ville jeg gerne. Så jeg gik hjem fra krydset – og ringede på, så mor kunne åbne for mig.

Senere var jeg til fodbold – hvilket var rigtig koldt. Indtil nu havde det ellers været et varmt efterår, men her måtte jeg både have langærmet og kortærmet bluse på – samt jakke og tørklæde.

Torsdag var så den anden store dag i løbet af ugen. For her skulle vi optræde med vores cirkusforestilling – noget som jeg også havde glædet mig til.

Om formiddagen viste vi forestillingen for indskolingen, og om eftermiddagen var det så forældrenes tur. Ud over mor, far og Vilde kom også mormor og morfar for at se mig.

Imellem de to forestillinger havde jeg også lige nået at være i skole, være kort tid til skak og nået at klæde om og gøre os klar. Og klokken 16.30 startede vi så cirkusforestillingen igen.

Jeg havde valgt at være springakrobat, og vi havde øvet rigtig meget. Sammen med nogle af de andre skulle jeg slå både forlæns og baglæns kolbøtter – og springe op i luften fra en trampolin.

Forestillingen gik rigtig godt, og bagefter var der kage og juice. Så da jeg endelig kom hjem, var jeg rigtig træt. For vi havde øvet meget, og forestillingen havde i det hele taget fyldt meget i mit hoved.

Næste dag var jeg da også meget træt og orkede næsten ikke at gå i skole. Men det var jeg nødt til, for jeg fik ikke lov til at blive hjemme. Til gengæld fulgte far mig så til skolen, for jeg var lidt ked af det.

Endnu en gang viste det sig dog at være fint, at jeg havde været af sted. For vi var ovre i Hermes Hallen, hvor der blandt andet var en meget blød madras, som vi skulle lade os falde baglæns ned på. Så det var ret sjovt.

Efter skolen blev jeg hentet af mor. Og så gik jeg endnu en gang selv fra krydset og hjem, mens mor hentede Vilde. Denne gang skulle jeg dog selv låse mig ind, for der var ingen hjemme. Men det var nu heller ikke noget problem.

Senere, da både mor og far var kommet hjem, blev vi kørt op til mormor og morfar, hvor vi endnu en gang skulle passes – denne gang fordi mor og far skulle brygge øl med Heidi og Svend.

Ugen havde været ret hård, så jeg var godt træt fredag aften. Derfor var jeg heller ikke meget for, at mor og far skulle gå. Men til sidst faldt jeg i søvn – og så var det jo helt fint alligevel.

Hos mormor og morfar var vi på julemarked (hvor jeg fik en julegris-bamse), og senere lavede vi kastanjedyr. Om søndagen kom Filippa og Linus på besøg, og om eftermiddagen kørte mormor og morfar os hjem til mor og far igen.

Dagen efter var jeg tilbage i skole igen. Her var jeg først til musik – hvor jeg prøvede at spille trommer og keyboard. Og bagefter kom mor for at hente mig og køre til svømning. Dagen sluttede med fodbold – der var endnu koldere end om onsdag på grund af regnvejr.

Tirsdag var så første dag, hvor jeg gik hjem helt selv. Vi havde aftalt, at jeg skulle gå hjem lige, når skolen var slut. Så da vi fik fri, gik jeg hele vejen hjem og låste mig selv ind. Mor var dog hjemme – bare for en sikkerheds skyld. Men det havde hun nu ikke behøvet, for det gik fint.

Om onsdagen var jeg til frisør for første gang i lang tid. Senere var jeg til endnu en kold fodboldtræning. Og i går var jeg på Den Blå Planet med klassen.

I dag er så sidste dag i skolen inden efterårsferien – og inden vores krydstogtferie med mormor, morfar, Henrik, Janne, Filippa og Linus.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *