I sidste uge var jeg et smut i Jylland for at besøge oldemor i Tørring og oldefar i Randers. Og som altid var jeg ikke til at stå for.
Vi besøgte oldemor i torsdags, og selvom hun efterhånden har en del oldebørn, lykkedes det mig alligevel at charme hende.
Natten tilbragte vi på et hotel i Vejle. Om det var de nye omgivelser, en fremmed seng eller den manglende eftermiddagslur ved jeg ikke – men jeg fik i hvert fald ikke sovet så meget den nat. Jeg kunne simpelthen ikke sove, og da jeg brokkede mig højlydt over det, holdt jeg også mor og far vågne. De fik nok fire timers usammenhængende søvn i alt.
Heldigvis fik jeg sovet lidt efter morgenmaden, så jeg var også i godt humør, da vi besøgte oldefar (hvor farmor også var på besøg). Det helt store hit var at flytte puder rundt mellem de forskellige stole. Og da alle syntes, at det var helt fantastisk, blev jeg bare ved og ved.
Fredag aften var vi så hjemme igen – godt trætte efter en lang tur (og få timers søvn). Jeg havde da heller ikke nogen problemer med at sove den nat.
Lørdag var Jens og Helen på besøg. Og ham Jens var ret sjov, så jeg ville hele tiden op at sidde hos ham. Efter lidt småproblemer (det hele var lidt for spændende), faldt jeg i søvn. Det blev vist ret sent for mor og far.
Bortset fra den enkelte nat i Vejle sover jeg ret godt. Jeg bliver stadig lagt ved 18-19 tiden om aftenen. Og så kan jeg ellers sove til omkring kl. 7 næste morgen. Så ligger jeg og hygger lidt i sengen, inden jeg bliver hentet af mor eller far.
Selvom jeg længe har kunnet give udtryk for et nej ved at ryste på hovedet (eller smide maden på gulvet), så har jeg også lært at sige nej (eller nærmere “nai”) nu. Så kan jeg for alvor give udtryk for, hvis der er noget, som jeg ikke vil.
Mor og far er også ret imponerede af, at de kan sige “hvor er bolden” (eller “hvor er nullehund”), og at jeg så kan finde den – også selvom den er inde i en anden stue.
