Frække Frida

Jeg har vist været ret fræk her på det sidste – eller grænsesøgende og selvstændig, hvis man skal bruge lidt pænere ord.

I hvert fald har jeg ikke rigtig ville høre efter, når jeg er blevet bedt om noget. Eller det vil sige, at jeg jo har hørt det, men jeg har bare ikke rigtig gjort, hvad der er blevet sagt. Og når jeg er blevet bedt om at stoppe, så er jeg fortsat. Så det er blevet til nogle skænderier med mor og far.

Enkelte gange ved jeg dog godt, at jeg er gået over stregen. Som da far pludselig opdagede en tegning på kanten af bordpladen på stuebordet. Det var en flot tegning af en person – men det var vist ikke lige det bedste sted at tegne den.

Mine tegninger har ellers udviklet sig en del. De har nu fået krop på, og ofte sidder arme og ben direkte på kroppen. Enkelte gange placerer jeg dog stadig armene på hovedet.

Jeg har også fået en idé med, at jeg nogle gange ikke gider at sige farvel eller godnat. Når der så bliver sagt godnat til mig, svarer jeg bare ikke. I det hele taget har jeg været noget sur på det seneste.

En del af min surhed skyldes nok også, at jeg har været ret træt. Jeg er stået tidligt op en del dage. Ofte har klokken ikke været mere end seks, og det er da også lykkedes mig at stå op både kl. 5.40 og 5.20. Nogle gange er jeg blevet vækket af Vilde, andre gange har jeg vækket Vilde.

Det har også betydet, at jeg har været ret træt nogle eftermiddage. Bl.a. faldt jeg i søvn i min æselstol en dag – med hovedet på Vildes mariehøne-køretøj.

Heldigvis har det ikke været surhed og brok hele tiden. Vi har også lavet en masse hyggeligt ting.

Forrige lørdag var vi på Louisiana med mormor og morfar. Og bagefter var jeg en tur hjemme med dem. Søndag hentede mor mig, mens far var hjemme med Vilde.

I lørdags havde jeg også en travl dag. Først var jeg en tur med mor ude at handle, og senere var vi en tur i gården med Olivia, Zandra og Shyam. Her legede vi i den nye sandkasse.

Om eftermiddagen var jeg i cirkus sammen med far, Lasse, Jens og Helen. Det var sjovt at opleve. Der var bl.a. en klovn, der både tabte en lagkage og en hel skål spaghetti. Det bedste var dog at lege med Lasse under forestillingen – og så naturligvis spise popcorn og slikkepind.

Desværre kunne mor ikke komme med i cirkus, for hun skulle være hjemme hos Vilde, der var blevet syg igen. Det startede med lidt feber om formiddagen, men i løbet af eftermiddagen blev det værre. Og omkring aften havde hun 40,5 i feber. Samtidig trak hun vejret meget hurtigt, så mor tog hende med til vagtlægen, mens var blev hjemme hos mig (mens jeg sov). Det viste sig, at hun havde fået lungebetændelse.

Så der var da heller ikke noget at sige til, at hun ikke grinte så meget, når jeg prøvede at lave skæg med hende. Heldigvis varede det kun et par dage, så var hun frisk igen.

Søndag var vi hjemme hele dagen – og det fortryder mor og far nok lidt. For jeg var ret overgearet og der skete ikke nok. Så selvom vi var endnu en tur i gården og havde besøg af Olivia om eftermiddagen, så var jeg vist stadig ret anstrengende at være sammen med.

Der er også startet en del nye i min børnehave. Og en af dem er Svend – og han holdt sin tre års fødselsdag forleden i Landbohøjskolens Have. Det var en rigtig hyggelig dag, hvor vi spiste god mad, fik taget fællesfoto og lavede breve, som vi kunne tage med hjem.

Faktisk var det så hyggeligt at være i børnehave den dag, at jeg slet ikke ville med hjem om eftermiddagen, da far kom for at hente mig. Og de andre på gyngen havde det vist på samme måde, så på gyngen sad der fem børn – og rundt om stod der fem forældre, som prøvede at lokke børnene med. Til sidst blev de enige om at tælle til tre og så tage hvert deres barn. Nogle tog det meget pænt, men jeg blev rigtig sur og råbte og skreg. Heldigvis gik der dog ikke lang tid, før jeg var god igen.

Tidligere har jeg ikke ville have plaster på, selvom jeg slog mig. Nu vil jeg meget gerne have plaster på – også når jeg ikke har slået mig.

Og det plaster, som jeg får på, er rigtig flot – men det sidder også godt fast. Så det plaster, som jeg havde sat midt i panden, gik jeg med i flere dage. Ingen måtte så meget som røre det (måske fordi det gjorde ret ondt, da mor rev et plaster af min hånd).

En morgen da jeg vågnede, var det dog på mystisk vis røget af i løbet af natten. Jeg kan nu ikke helt forstå, at det bare er røget af af sig selv, for det sad godt nok godt fast. Meget mærkeligt.

Det er også blevet til et par pudsige bemærkninger. Forleden stod jeg og kiggede ud af vinduet i lejligheden. Og da jeg blev spurgt, hvad jeg lavede, svarede jeg “jeg skal kigge ud af vinduet, så jeg ikke bliver køresyg”.

Og selvom jeg ikke altid gøre, hvad der bliver sagt, ved jeg faktisk godt, hvordan man skal opføre sig. Da vi sad og læste en bog om, at for vaskebjørne er det vigtigste i verden at vaske sig, spurgte mor “hvad er det vigtigste i verden for dig”. Til det svarede jeg “at høre efter”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *