Nu er sommeren endelig kommet – og det betyder også, at jeg kan rende rudt i meget lidt tøj, mens termotøjet er gemt langt væk.
Det er også rigtig dejligt med det gode vejr, for jeg er blevet ret glad for at lege i gården sammen med Olivia og Rosa.
Forrige weekend var jeg en tur i gården sammen med far, mor, Shyam og Olivia om fredagen. Her snakkede vi om, at man ikke må spise snegle (med mindre man er franskmand), og til det svarede jeg “kun kanelsnegle”.
Om lørdagen var jeg en tur på Zoologisk Museum med far, mens mor og Vilde blev hjemme. Det var rigtig sjovt at se alle de udstoppede dyr – ikke mindst pingvinerne, som helt klart var det sjoveste. Om eftermiddagen var jeg en tur i Landbohøjskolens Have med mor, Olivia og Zandra. Senere var jeg på besøg hos Olivia. Desværre blev vi lidt uvenner – men vi var vist også begge to ret trætte.
Vi var dog ikke mere uvenner, end at vi alle sammen tog en tur i Frederiksberg Have. Her var vi først på legeplads, og da Olivia skulle hjem, gik mor, far, Vilde og jeg videre over til elefanterne. Desværre var de indenfor, så vi kunne ikke se dem.
Men så var det jo godt, at der var en bakke, som jeg kunne løbe op og ned ad. Det var ret sjovt – lige indtil jeg faldt med næsen først, da jeg løb hurtigt ned. Lidt efter var jeg dog ok igen.
I torsdags tog vi så op til mormor og morfar. Desværre blev jeg dårlig og kastede op, lige inden vi var fremme. Lidt is og kage hjalp dog på humøret. Jeg fik også leget en masse med lego og var en tur i sandkassen.
Det bedste var dog, da jeg puttede mormor i fængsel og sagde “Nu er du i fængsel – så kan du tænke lidt over det”. Det syntes de vist var meget skægt.
Vi sov alle sammen deroppe, og næste formiddag tog mor og far af sted mod Sverige, hvor de skulle hygge sig lidt alene, mens Vilde og jeg blev hos mormor og morfar. Det var første gang at Vilde skulle passes med overnatning, så jeg lovede at passe godt på hende. Resten af dagen hyggede vi os rigtig, og vi var bl.a. også på stranden.
Næste dag hentede vi alle sammen mor og far ved toget, og lidt efter tog vi hjem igen. Tilbage på Frederiksberg gik far og jeg en tur ned i gården. Peter (Rosas far) og Shyam var ved at bygge en gynge, så det hjalp far lidt med, mens jeg legede med Rosa og Olivia.
Der var sket så meget den dag, så jeg havde svært ved at sove – og faldt først i søvn kl. 21.
Søndag var vi i gården hele dagen sammen med både Olivias og Rosas familie. Alle de voksne hjalp med til at gøre gården lidt pænere (bl.a. ved at så græs), mens vi legede. Bl.a. syntes vi at det var rigtig sjovt at komme op i christianiacyklerne.
I løbet af en hel dag kan det nok ikke undgås, at der kommer visse konflikter – og vi blev da også uvenner og kede af det et par gange. Men heldigvis var det hurtigt løst.
Om aftenen grillede vi alle sammen, så det var en rigtig hyggelig dag med super godt vejr.
De seneste dage er vejret bare blevet bedre og bedre – så vi har været meget ude i børnehaven og i gården. I går var jeg f.eks. alene i gården sammen med Zandra, Rosa og Olivia, mens mor forberedte aftensmad. Jeg elsker godt vejr.
