Det har været rigtig dejligt vejr her på det sidste. Det betyder også, at jeg har været en hel del ude. I børnehaven er vi ude flere gange om dagen.
Men jeg har også været en del ude nede i gården, når jeg er kommet hjem fra børnehaven. Og flere gange er Olivia kommet hjem fra sin børnehave samtidig. Så har vi allesammen hygget nede i gården, hvor vi har gynget og tegnet med kridt.
Om det er alt det udeliv, der gør det, ved jeg ikke – men der har stadig været aftener, hvor jeg har været meget træt og er faldet i søvn på sofaen. Faktisk er det også lykkedes mig at falde i søvn i min æselstol en enkelt gang – allerede kl. 16.30. Og da mor og far prøvede at vække mig i forbindelse med aftensmaden, ville jeg bare sove videre. Så lidt efter blev jeg båret i seng – efter at have været en tur på badeværelset nærmest i søvne.
Mor og far var vist lidt bekymrede for, hvor længe jeg ville sove næste dag – men faktisk sov jeg helt til kl. 6.
Der har dog også været dage, hvor jeg ikke har sovet helt så godt. Ofte er jeg kommet ind til mor og far for at sove hos dem. Vi har dog fundet ud af, at jeg ligger bedst på en madras ved siden af sengen – specielt hvis Vilde også skal ind i soveværelset.
Det er nu nok mest far, som synes det er et problem med fire personer i sengen. I hvert fald havde jeg ikke noget problem med at sove videre i lidt over en time, selvom Vilde lå og prikkede til mig fra kl. 6.
Imens Vilde blev kørt ind i vuggestuen, var det mor som både hentede og bragte os til Børneambassaden. Men efter hun er startet rigtigt, afleverer far os om morgenen, og så henter mor os omkring kl. 15.
Der har dog været et par enkelte dage, hvor jeg ikke har været i børnehave pga. feber. Forrige mandag blev jeg ringet hjem fra børnehaven, fordi jeg ikke var alt for frisk og havde over 39 i feber. Jeg har ellers været helt frisk om morgenen, så det var kommet ret pludseligt.
For en sikkerheds skyld var jeg også hjemme næste dag. Jeg var dog ikke mere syg den dag, end at jeg kunne komme med i Frederiksberg Centret og købe et fiskespil. Og næste dag var jeg da også afsted igen.
I weekenden gik vi også over til sommertid. Så nogle dage sove Vilde og jeg helt til kl. 7. Men nu er vi tilbage i rytmen, hvor vi vågner omkring kl. 6.
Forrige lørdag var vi til fødselsdag hos Henrik og Janne. Jeg fik lige en kort lur i bilen på vejen, så jeg var rigtig frisk, da vi kom frem (efter at jeg lige var vågnet). Og det var vist meget godt, for de havde bagt 14 forskellige kager. Men det var nu ikke noget problem – jeg har ingen problemer med at spise masser af kage. Det kniber lidt mere, når det drejer sig om rigtig mad.
Om søndagen var Anni og Mathilde på besøg. Far var i Svogerslev for at spille musik, så det var kun mor, Vilde og jeg som var hjemme. Vi var på legeplads og fik is. Da Anni og Mathilde var taget hjem, var vi nede i gården. Og jeg var så træt, at jeg nærmest var ved at falde i søvn på gyngen. Der gik da heller ikke lang tid, så sov jeg på sofaen.
Sidste torsdag var det meste af den gamle mødregruppe hos Andrea. Her var mor og jeg på besøg – sammen med Elinor og Carmen (og deres mødre). Det var rigtig hyggeligt, selvom jeg var meget træt til sidst – faktisk så træt at jeg var utålmodig for at komme hjem og ikke lige kunne vente på, at mor fik snakket færdigt. Jeg var da også ved at falde i søvn under tandbørstningen, og jeg sov med det samme, da jeg kom i seng.
I weekenden har jeg så været på besøg hos farmor. Far og jeg kørte derud i lørdags, og så kørte farmor mig hjem søndag. Hos farmor var vi bl.a. på havnen, hvor der var en rigtig fin legeplads.
I går var jeg så på besøg hos Olivia efter børnehaven. Det har vi gjort et par gange, og det har været rigtig hyggeligt.
Og så har mor og far været til møde om mig med Lars fra børnehaven. Det er nu ikke fordi, at jeg har gjort noget forkert. Tværtimod fik mor og far at vide, at jeg var en “skøn pige”. Udviklingsmæssigt var jeg en af de børn, som var længst fremme – og de andre børn så lidt op til mig. Mit sprog var godt, og jeg havde ingen problemer med f.eks. selv at tage tøj på. Og når vi har samling, er jeg rigtig glad for at fortælle – ikke mindst om Vilde, som jeg er meget stolt af.
Jeg var dog også begyndt at blive lidt fræk (noget som mor og far vist også har lagt mærke til) – dog ikke mere end når Lars sendte mig nogle bestemte øjne, så gjorde jeg, hvad der blev sagt.
Rent socialt fungerer jeg også godt. Jeg er en del af en “pigegruppe” med Andrea, Elinor og Signe – men leger også gerne med nogle af de andre (selv drengene). Ofte sætter jeg mig selv og hygger mig med noget – og kort tid efter skal de andre se, hvad jeg laver. Og på den måde får jeg sat en ny leg i gang.
